Fem brødre fanget på en sten midt i en rasende flod. En gammel mand, der kæmper for ikke at blive revet med af vandmasserne. Druknede dyr og mennesker. Det er den slags videoer og billeder, Mahvish Ahmad får tilsendt fra sine venner og bekendte i Pakistan lige nu. Landet kæmper mod katastrofale oversvømmelser, som ifølge klimaforskere blandt andet skyldes de menneskeskabte klimaforandringer. En tredjedel af landet står under vand, over 1000 mennesker har mistet livet, og Pakistans regering vurderer, at skaderne løber op i mere end 75 milliarder kroner. Nu begynder flere at diskutere det rimelige i, at Pakistan selv skal betale regningen for en katastrofe, som verdens rigeste lande, med deres CO2-udledninger, har været med til at skabe. Mahvish Ahmad, forsker ved London School of Economics og tidligere journalist i Pakistan, fortæller om klimakatastrofens pris i Pakistan.
Vært: Anna Ingrisch.